Så oplevede man det med… en gourmetost i bedste klasse fra Arla! Normalt forventer vi mere typiske “madpakkeoste” eller forskellige convenience-oste (revet mozarelle og den slags) fra den kant. Men hvad var det lige, der ramte min gane, da jeg smagte Troldhede Ask?
Som afslutning på Madbloggersymposium 2010 fik vi alle udleveret en såkaldt goodie bag indeholdende bl.a. en lille ret anonymt indpakket ost. Der var tale om en ost fra Arlas Unika serie. Hvis du tænker “Hva’for en serie?” har du det nogenlunde, som jeg selv havde det, da jeg for ganske kort tid siden hørte om serien.
Der er tale om en serie oste fremstillet i ganske små batches (omkring 20 kg ost ad gangen), hvilket efter Arla-målestok er næsten ufatteligt lidt. Ostene kan normalt ikke erhverves af private. De sælges udelukkende til restaturanter.
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne lidt med Anthon Bergs (Toms) A Xoco projekt, som er endu et eksempel på en industriel producent, der prøver evnerne af på gourmetmarkedet.
Osten, vi fik med hjem, hedder Troldhede Ask… og hvordan smager den så?
Der er tale om en skimmelost med natulig skorpe, hvilke betyder at nogle vil elske at spise hele osten med skorpe og det hele, mens andre (som jeg selv) fortrækker at skære skorpen fra – i hvert fald delvist. Inde uder skorpen er osten blød og cremet – i hvert fald, når den er tempereret. En intens – men ikke stærk – smag med et strejf af røg og en fornuftig saltbalance gør osten til en nydelse af de bedre. Spiser man osten med et minimum af skorpe, kan den formentlig ikke bære, at man spiser groft brød til, så det passer jo fint, at jeg havde et godt baguette til rådighed, da jeg smagte. Osten ville bestemt begå sig vel på et ostebord med gode oste fra både Frankrig, Italien og Spanien – uden at osten dog dermed kan karakteriseres som fransk, italiensk eller spansk i stilen.
Man kunne ønske sig, at Arla følger Anthon Bergs eksempel og lader gourmetprodukterne komme i handlen, så private også kan købe dem. Det vil selvfølgelig være til en noget anden pris end Arlas produkter normalt kan oppebære, men jeg er sikker på, at der vil være plads til dem på markedet for specialoste.


















