Jeg har snydt jer alle…
Jeg har spist en skildpadde! … Jeg har spist flere skildpadder! … Jeg har spist mange skildpadder!
Sådan! Nu er det ude! Det lettede… men mit liv bliver aldrig det samme igen!
I et blogindlæg af 11. marts 2010, skriver min med-chocoholic nr 1 “Anne au Chocolat” om “Madsnobberi vs. Chokomani”. Indlægget diskuterer det interessante spørgsmål om man er madsnob fordi man værdsætter mad (og chokolade) af høj kvalitet i en så høj grad, at man er parat til at prioritere endog meget hård for at få mulighed for at smage det bedste af det bedste.
Jeg er – ligesom Anne – ofte blevet beskyldt for at være en madsnob… og en chokoladesnob i særdeleshed. Når jeg så beder folk om at definere, hvad de forstår ved det at være mad/chokoladesnob, bliver de som regel lidt mindre klare i mælet, og jeg får ofte en bemærkning tilbage om, at jeg går så meget op i mad og chokolade, at jeg må være snobbet omkring det.
Men hvad vil det egentlig sige at være en madsnob? Hvis jeg skal prøve at give et bud på det, vil jeg tage udgangspunkt i definitionen på det at være en snob generelt. På Wikipedia står der under definitionen på “Snob” blandt andet:
“En snob er et menneske, som ønsker at fremstå som rig adelig eller bare bedre end andre. Betydningen stammer fra det latinske sine nobelis, som betyder uden adel. Normalt er det mennesker i en lavere rangklasse, der har en hang til at opføre sig, som om de er bedre vant. F.eks. ved at opbygge en facade udadtil, som synes rig – mens bagsiden af økonomiske grunde halter bagefter.”
Hvis man prøver at fortolke dette i forhold til mad- og chokoladesnobberi, kan det f.eks. betyde, at en madsnob er en, der kun spiser det bedste fordi “eksperterne” siger, at det er det bedste. Man kan vel også sige, at en madsnob er en, der søger de dyre råvarer – fordi de er dyre… Eller måske er det nærmere en kombination af de to definitioner?
Personligt elsker jeg foie gras, men jeg bryder mig bestemt ikke om østers eller kaviar. Jeg er vild med sortfodsskinke, men jeg vil nødig leve et liv uden frikadeller. Man går aldrig galt i byen med et stykke fedtmarmoreret velhængt oksefilet (helts rib eye), men svinekæber, der næppe kan betegnes som værende et dyrt stykke kød, er altså også lækkert. Trøfler kan få en ret til at hæve sig op på et højere niveau, men trøfler i den forkerte sammenhæng, kan ødelægge en ret helt og aldeles. Jeg synes grønsager og frugt smager bedst i sæsonen – hvor de er billigst, og jeg har svært ved at forstå behovet for jordbær i januar. Jeg sætter en ære i at få mest muligt ud af de råvarer, jeg har til rådighed, når jeg selv laver mad… Er jeg en madsnob?
Når det gælder chokolade, har jeg en stærk interesse i at smage så meget forskellig chokolade som jeg overhovedet kan slippe af sted med. Jeg sætter stor pris på chokolade, der næsten kan vende op og ned på mit verdensbillede – men mindre kan også gøre det. Jeg nyder at spise ren mørk chokolade, der smager, så man næsten kan høre englene synge, men jeg kan også godt nyde at spise en skildpadde med cremefyld. Hver ting til sin tid. Jeg går først og fremmest efter chokolade, jeg synes smager godt. Jeg gider ikke spise kedelig supermarkedschokolade med en kakaoprocent på 70 eller mere blot fordi kakaoprocenten er høj. Hvis chokoladen ikke smager godt efter min mening, er det helt ligegyldigt… Er jeg en chokoladesnob?
Og så tilbage til min indledning. Nogle gange er jeg i humør til at smage chokolade. Så går jeg efter det bedste af det bedste hvad enten der er tale om ren eller fyldt chokolade… og jeg vil meget gerne dele de oplevelser med ligesindede, der sætter pris på det. Andre gange har jeg lyst til noget lettere… noget mere uforpligtende… Til at spise chokolade… Og så er en skildpadde da bestemt ikke af vejen. Jeg betragter ikke en skildpadde som gourmetchokolade – men derfor kan den jo godt smage godt alligevel. Jeg vælger at betragte chokoladetyper som skildpadden mere som slik end som chokolade – og som slik er en skildpadde jo pragtfuld!
Jeg har ovenfor anvendt skildpadden som eksempel – det skal ikke tages som udtryk for, at skildpadden er den eneste form for “chokoladeslik”, jeg kan finde på at spise.
